PROJEKTET

Jeg flytter til bornholm om lidt. Sgu. Ikke for evigt, men for en kortere periode på ca. 8 måneder. Jeg skal lege med livet på landet og teste, om ikke der falder en eller anden vildt zen-agtig ro over en som mig, der ellers er opvokset i hovedstaden - det er en helt klar forventning, at det gør der! Huset jeg flytter ind i, er mine forældres nyindkøbte sommerhus, og det er et helt særligt hus, synes jeg. Det er kæmpestort, men utrolig fint, med rødpudset bindingsværk, en garage og en lade (musthave på landet har jeg hørt), en sådan lidt smågrim, men også lidt charmerende indretning, en dejlig stor have med en lille æblelund, et pære- og et figentræ og en lille skov med en dertilhørende sø. Totalt idyl, især fordi at haven ofte bliver besøgt af fasaner og vist også rådyr, og så kan man se havet, hvis man går ud på vejen, og skoven ikke længere blokerer udsynet. Det er vældig hyggeligt.

I den dejligt store have er der heldigvis også plads til, at jeg kan boltre mig med nogle køkkenhaver. Jeg skal dyrke en masse spændende og lækre grøntsager, og så skal jeg have bygget mig et hønsehus, for høns skal der til, så man kan få både frisklagte æg og (forhåbentlig, på et tidspunkt) hjemmeslagtede kyllinger. Jeg har aldrig haft dyr før, men har forstået, at høns ikke er et dumt sted at starte. Det skal nok blive skidegodt. Jeg lover, at skrive mere om hvilke frø der stod på indkøbslisten (og dem der ikke gjorde, men som alligevel endte i indkøbsvognen, ups), for listen er lang, og der er flere, som jeg synes, er ret interessante. Det bliver så fedt at hive dem op af jorden og forvandle dem til lækre retter, og jeg glæder mig sådan til at stå op og dedikere hver dag til min mave og mine smagsløg. Jeg har aldrig prøvet at dyrke noget før, men jeg har læst, studeret og spurgt til råds som aldrig før, så lige nu føler jeg mig rimelig godt rustet. Den følelse kan sagtens ændre sig, og gør det nok også på et tidspunkt, men lige nu føles det godt i maven, og jeg er rimelig rolig omkring, at der nok skal komme et eller andet spiseligt op af jorden. På et tidspunkt.

DSCF2838.jpg